Robert Peary

Robert Peary
Robert Peary i en flådeuniform
Personlig information
Født	6. maj 1856 Cresson, Pennsylvania, USA
Død	20. februar 1920 (63 år) Washington D.C., District of Columbia, USA
Gravsted	Arlington National Cemetery
Nationalitet	Amerikansk
Far	Charles Nutter Peary
Mor	Mary Webster Wiley Peary
Ægtefælle	Josephine Diebitsch Peary
Børn	Marie Ahnighito Peary, Robert Peary Jr.
Uddannelse og virke
Uddannelses­sted	Portland High School, Bowdoin College
Medlem af	Phi Beta Kappa
Beskæftigelse	Opdagelsesrejsende, forsker, officer, forfatter
Fagområde	Jordens polarområder
Nomineringer og priser
Udmærkelser	Livingstone Medal (1903), Storofficer af Æreslegionen (1913), Grande Médaille d'Or des Explorations (1914), Charles P. Daly-Medaljen (1902), Patron’s Medal (1898) med flere
Signatur
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.  [ redigér på Wikidata ]

Robert Edwin Peary (født 6. maj 1856, død 20. februar 1920) var en amerikansk opdagelsesrejsende, som påstod at have været den første person på den geografiske nordpol.

Peary ledte adskillige ekspeditioner til de arktiske egne, hvor han bl.a. udforskede Grønland på hundeslæde i 1886 og 1891 og vendte tilbage til øen tre gange i 1890'erne. Modsat tidligere opdagelsesrejsende studerede Peary de overlevelsesteknikker, som inuitbefolkningen brugte, byggede igloer og klædte sig i praktisk skindtøj som de indfødte. Peary brugte også inuitter som jægere og hundeslædeførere på sine ekspeditioner og var en af de første til at bruge systemet (som han kaldte "Peary-systemet") med at have støttehold. Hans kone Josephine fulgte ham på flere af hans rejser. Han fik også amputeret 8 tæer.

Peary gjorde flere forsøg på at nå Nordpolen mellem 1898 og 1905. I sit sidste forsøg rejste han og 23 mænd fra New York City om bord på Roosevelt under kommando af kaptajn Robert Bartlett den 6. juli 1908. De overvintrede nær Kap Sheridan på Ellesmere Island, og derfra tog de mod polen den 1. marts 1909. Det sidste støttehold tog tilbage den 1. april 1909 på breddegrad 87°47' nord. På den sidste del af rejsen mod polen var der kun fem af hans mænd tilbage Matthew Henson, Ootah, Egigingwah, Seegloo og Ooqueah. Den 6. april etablerede han Camp Jesup nær polen. I hans dagbog står der den 7. april (i virkeligheden skrevet meget senere, da han forberedte sine journaler til udgivelse) "The Pole at last!!! The prize of 3 centuries, my dream and ambition for 23 years. Mine at last..."

Peary blev udnævnt til kontreadmiral og blev takket af kongressen den 30. marts 1911. Samme år pensionerede han sig selv og trak sig tilbage til byen Freeport på Eagle Island, ud for Maines kyst. Rear Admiral Peary modtog talrige hædersbevisninger fra talrige videnskabelige selskaber i Europe og Amerika for sine arktiske opdagelser. Han døde i Washington, D.C. den 20. februar 1920 og blev begravet på Arlington National Cemetery. Matthew Henson blev genbegravet nærved den 6. april 1988.

Peary skrev flere bøger. De mest kendte er Northward over the Great Ice (1898) og Nearest the Pole (1907). Filmen Glory & Honor af Kevin Hooks (2000) fortæller om hans rejse til polen.

I sin bog Ninety Degrees North beskriver polarhistorikeren og forfatteren Fergus Fleming Peary som "uden tvivl den mest målrettede, muligvis den mest succesfulde og sandsynligvis den mest ubehagelige mand i polarekspeditionernes historie." De fleste moderne kritikere af Peary fokuserer på hans behandling af inuitterne, inklusiv en dreng ved navn Minik Wallace. Peary og Henson blev begge far til flere illegitime børn med inuitkvinder. Perrys søn Kali blev bragt til offentlighedens opmærksomhed af S. Allen Counter, som mødte ham på en ekspedition til Grønland. "Opdagelsen" af disse børn og deres møde med deres amerikanske slægtninge blev dokumenteret i en bog og en dokumentar med titlen North Pole Legacy: Black, White and Eskimo.